Verdensmålene har fået et hus i Randers: ”Vi kan ikke sidde hver især derhjemme og tænke os til en løsning”
Dørene er slået op til huset for bæredygtig handling i Randers, som skal danne ramme om et fællesskab, hvor borgere kan dele bæredygtige idéer og reparere alt fra gamle højtalere til brugt tøj.
De 17 Verdensmål er grundstenene i et nyt projekt i Randers, hvor huset No. 17 skal danne rammen om et fællesskab for bæredygtig handling i kommunen. Det er et treårigt projekt, der skal afprøve nye samarbejdsformer og udforske, hvordan kommune, borgere, foreninger, institutioner og virksomheder i fællesskab kan omsætte idéer til handling.
”Vi har et stort ansvar for både vores egen og især fremtidige generationer. Derfor skal vi som kommune skabe rammerne for nye samarbejder, partnerskaber og ikke mindst handling. Vi kan ikke hver især sidde derhjemme og tænke os til en løsning. Der skal nye vaner og ny adfærd til, og det får vi kun til at ske, hvis vi skaber nogle fællesskaber omkring det,” siger Daniel Madié, formand for Bæredygtighedsudvalget i Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Huset skal skabes i samarbejde med dem, der ønsker at bruge huset, men ved åbningen er der allerede to faste elementer i huset nemlig Genskabet og Det åbne værksted. Her kan man bytte ting og tøj, der stadig kan have værdi for andre, og skulle der mangle en knap i yndlingsskjorten eller en skrue i den nyfundne højttaler, så kan man komme og reparere det. Det handler om at give gode råd til at spare på jordens ressourcer og slippe for at købe nyt, hver gang noget går i stykker.
I de første måneder kan borgerne i Randers desuden se en udstilling i huset af den lokale kunstner Anni Holm, der sætter fokus på vores tøjforbrug, og i den forbindelse vil den lokale virksomhed GAVN Studio sælge upcyclede habitter.
For i et af husets lokaler er der nemlig også indrettet en butik, hvor lokale producenter og ildsjæle kan sælge deres varer. Men her er det et krav, at der skal være styr på balancen mellem natur, klima og sociale forhold.
Sammen om forandring
Selvom der er faste dele i det nye hus, er det også op til dem, der ønsker at bruge huset, at byde ind med idéer.
”Det er vigtigt for os at holde fast i en lidt eksperimenterende tilgang, hvor der skal være plads til skæve indfald og nye idéer. No. 17 giver os mange spændende muligheder, men hvilke varer, udstillinger og arrangementer vi har, er i høj grad noget, som frivillige, foreninger og virksomheder skal være med til at skabe,” siger Maria Hulvej, der er projektleder i No.17 i en pressemeddelelse.
Huset No. 17 stiller også et mødelokale til rådighed, som man kan booke gratis, det eneste krav er, at temaet for mødet skal kobles op på Verdensmålene.
”Vi har nogle rigtig gode og spændende samarbejder allerede, og vi glæder os til at se, hvem der ellers kommer til at være en del af huset. Der er altid plads til nye idéer, så jeg kan kun opfordre alle til at komme forbi og tage en snak med os,” siger Maria Hulvej.