Elever i Vallensbæk Kommune bliver undervist i fake news

I samarbejde med The Guardian Foundation har lærere og elever fra folkeskoler i Vallensbæk Kommune udviklet undervisningsmateriale om Fake News.Nu er det en fast del af skoleskemaet.

Imens vi taler om regulering af skærmtid og chatbots på snapchat, har Vallensbæk Kommune udviklet et undervisningsforløb om fake news, så børnene kan lære at færdes sikkert og kritisk på internettet, der fylder en stor del af deres hverdag.

”Det foregår lige op i hovedet på dem, derfor skal børnene selvfølgelig lære at begå sig på internettet,” siger Thomas Ankler, der er faglig leder af digitalisering hos Vallensbæk Kommune.

Derfor har Vallensbæk Kommune et samarbejde med The Guardian Foundation, der allerede har undervist engelske børn i fake news i flere år. Samarbejdet begyndte efter et besøg i London, hvorefter undervisningsmaterialet blev tilpasset til det danske skolesystem. Det skete i et samarbejde mellem lærere fra Vallensbæk og et team af udviklere fra The Guardian Foundation.

Fake news eller ej?

Konkret er undervisningen et to-timers-forløb for syvende og ottende årgang, hvor de bliver involveret i etiske spørgsmål, og hvordan man arbejder med nyheder. Derefter skal de lave en medieproduktion, hvor de præsenterer historier for hinanden, for til sidst at vurdere, om det er fake news eller ej.

Eleverne får nogle redskaber, som skal hjælpe dem med at faktatjekke informationer. Eksempelvis hjemmesiden tjekdet.dk, som undersøger påstande i den offentlige debat.

”Internettet er fyldt af spændende og vigtige ting, som børnene kan lære noget af. Men det indeholder også bøvl og ballade, som er til for at narre dem,” siger han.

Og selvom undervisningen er tilrettet det danske skolesystem, foregår undervisningen alligevel på engelsk. ”Det er en måde at gøre engelskundervisningen mere relevant, og en erkendelse af at fake news ikke kun foregår på dansk, men også rigtig tit på engelsk,” siger han.

Både elever og lærere er så glade for forløbet, at alle klasserne har arbejdet videre med emnet, forklarer Thomas Ankler.

Flere samarbejder på vej

Fremover skal alle elever i Vallensbæk Kommune igennem forløbet om fake news, og både lærerne og teamet fra The Guardian Foundation har lyttet til elevernes feedback, for at gøre undervisningen endnu bedre.

”I Vallensbæk Kommune arbejder vi med læring i læringsrummet, som er helt nyt for The Guardian Foundation,” siger Thomas Ankler. Læringen skabes sammen med eleverne, og på den måde fik The Guardian Foundation et indblik i en nordisk læringstradition, som de tog med sig tilbage til England, forklarer han.

Nu er Vallensbæk Kommune i dialog med kommunikations-museet Enigma om at skabe et undervisningsforløb om kommunikation i en krisetid. Og de håber også på at kunne lave et samarbejde med hjemmesiden tjekdet.dk, som faktatjekker udsagn og informationer.

”Vi er glade for at samarbejde med dygtige professionelle mennesker, der kan koble undervisningen sammen med virkeligheden efter skoletid,” siger Thomas Anklen. ”Hvis ikke skolen skal undervise i de udfordringer børnene står overfor, hvem skulle så?”

Forløbet er tilrettelagt til 7. og 8. klassetrin i hele kommunen. Foto: Vallensbæk Kommune.
Forløbet er tilrettelagt til 7. og 8. klassetrin i hele kommunen. Foto: Vallensbæk Kommune.
The Guardian Foundation er en uafhængig organisation, der holder til hos den britiske avis The Guardian. Foto: Vallensbæk Kommune.
The Guardian Foundation er en uafhængig organisation, der holder til hos den britiske avis The Guardian. Foto: Vallensbæk Kommune.