Det nytter, når nyttehaven bliver vild

Store såvel som små haver gemmer på et kæmpe potentiale for både småkravl og klima.  

Smeltende poler, insektmassedød og forsuring af verdenshavene. Der er klima- og miljøproblemer nok at tage fat i. Men som almindelig borger kan det være svært at overskue, hvor og hvordan man selv kan gøre noget godt for klima og miljø.

Et lille og jordnært skridt er at give mere plads til vild natur i de private haver. For mere vild natur, også selvom den ”bare” er i haven, er godt for to af vor tids store miljø- og klimaproblemer, fortæller professor i natur, skov og biomasse ved Københavns Universitet Per Gundersen.

”Vi har både en klimakrise og en biodiversitetskrise, som vi skal løse. Selvom en have er lille, så kan det at lade den gro vildt faktisk bidrage til at gøre en forskel for begge dele,” siger han.

Læs også: En hær af borgere har kortlagt den almindelige danske natur: Den går fremad

Og der er behov for, at der bliver gjort en forskel. I Rødlisten, som er den officielle opgørelse over danske plante- og dyrearter, der er i risiko for at uddø, kan man se, at 389 arter er uddøde de sidste 170 år, og at 1844 arter er i fare for at forsvinde. Det svarer til, at hver sjette art, der er blevet undersøgt, er truet. Kigger man for eksempel på sommerfuglen, som er blandt de hårdest ramte dyr i Danmark, er 49 ud af 69 sommerfuglearter gået tilbage siden 2014-2016, ifølge Danmarks Naturfredningsforening. Forskere er enige om, at den primære årsag til nedgangen i arter er, at en voksende del af dyrenes naturlige levesteder bliver omdannet til landbrug, skovbrug og bebyggelse. Her kan vilde haver være en brik i klima- og miljøpuslespillet.

Vild natur er mirakelkur

Ved at lade haven gro mere vildt, får flere arter deres oprindelige levested tilbage, som de har brugt mange år på at tilpasse sig. Og så suger vilde haver også mere CO2 ud af atmosfæren end opdyrkede haver, fordi der vokser flere og større planter frem, når naturen er vild, end når haven er en slået græsplæne med et par sirlige blomsterbede. Jo mere plantemateriale der i haven, jo mere CO2 lagrer den nemlig, forklarer Per Gundersen.

Men kan mindre private haver virkelig hjælpe på store problemer som klimakrisen og biodiversitetskrisen?

I Danmark findes omkring 1,2 millioner huse og 230.000 sommerhuse og kolonihavehuse, hvor de fleste har en have, viser tal fra WWF Verdensnaturfonden. Hvis det vilde budskab spreder sig, kan det give rigtig mange nye hjem for danske sommerfugle, bier og andre insekter.

Læs også: Mange danskere ønsker mere vild natur

Spørger man Per Gundersen, om det er rimeligt, at ansvaret skal ligge hos privatpersoner i stedet for hos staten og kommunerne, er han heller ikke i tvivl: ”Det er ikke et spørgsmål om enten/eller. I de større naturområder må det være forskellige statslige instanser og styrelser, der skal gøre naturen vild, men som privatperson kan man sagtens give et bidrag med sin egen have”.

Fantastisk ”affald”

Et godt tip, som gavner både CO2-regnskab og biodiversitet, er at lade plantemateriale, som eksempelvis nedfaldne grene og afslået græs, blive i haven, fortæller Per Gundersen:

”Det vigtige er, at man ikke lader noget af det, som produceres i haven, forsvinde fra haven. Det er nemlig plantematerialet, som bidrager til biodiversiteten via nedbrydningsfødekæderne. At lade være med at køre det, som nogen ville kalde for ”haveaffald” på genbrugspladsen, holder både på CO2 og bidrager til biodiversiteten”.

I plantematerialet findes nemlig masser af energi, som bliver til føde for svampe, insekter og orme, når det nedbrydes i naturen. Når man fjerner plantematerialet fra haven, bidrager det ikke til de nedbrydningsfødekæder og økosystemer, som mange forskellige organismer indgår i og lever af. Derudover trækker regnorme og andre dyr planteresterne, og dermed noget af den bundne CO2, ned i jorden, hvor det bliver gemt.

Læs også: Hvilken kommune har den bedste natur? Ny liste giver dig svaret

Ud over at være godt for CO2-regnskab og biodiversitet, så kommer der også et par gode sidegevinster med den vilde have, påpeger Per Gundersen, der selv har ladet mere vild natur gro derhjemme.

”Den vilde have giver også rigtig spændende oplevelser. Det er jo hyggeligt, når der pludselig kommer sjældne fugle, insekter, pindsvin og andre dyr på besøg i haven. Og så tror jeg egentligt, at den vildere have kræver mindre arbejde,” fortæller han.

”Hvilket jo giver mere tid til at nyde den”.